Fieldhockeystok 

Køb af egen fieldhockeystok - et par tips

Inden man køber sin egen fieldhockeystok, er der en række ting, man skal have gjort sig klart. Det drejer sig om følgende:

  • Længden på stokken
  • Stokkens krumning (i længderetningen)
  • Næbbets facon
  • Stokkens materiale
  • Til fieldhockey eller halhockey?

Normalt kan man afprøve forskellige typer stokke i sin hockeyklub, og herudfra afgøre hvilken stok man gerne vil have.

Længde på stokken:
Generelt skal en børnestok gå op til navlen på barnet – og højst to fingerbredder over navlen.

Tommelfingerregel 1 - juniorstok
Længden (L) på stokken målt i inches ('') udregnes ved at måle højden (H1) fra gulvet op til navlen i cm og gange dette tal med 0,39, dvs. L = H1 x 0,39

Tommelfingerregel 2 - juniorstok
Barnets højde (H2) i cm divideret med 4 giver længden (L) på stokken i inches, dvs. L = H2 / 4

Juniorstok str. 36"
Når barnet bliver større, skal det have en stok der svarer til dets højde. Men når man når op på en stoklængde på 36,0'', er den kun ca. 1,3 cm kortere end standardlængden på en voksenstok (36,5''). Et barn vil derfor kun bruge en sådan stok i kort tid. Det kan derfor være fornuftigere at købe en alm. voksenstok med det samme.

Voksenstok
En almindelig voksenstok er 36,5'' lang. Ekstra lange stokke på 37,5'' / 38,0'' / 40,0'' osv. er sjældne undtagelser og kan ikke altid fås i bestemte mærker.

Krumning:
Lille krumning: <18 mm
Normal krumning: ca. 18-25 mm

En vis krumning gør visse detaljer enklere i boldføring, dribling og ved skud. Krumningen er først og fremmest en fordel i halhockey, når bolden skal trækkes, og i fieldhockey ved skud på mål, kort hjørne og flade pasninger. Med en større krumning på stokken kan man trække hårdere igennem, men med en krumning på over 25 mm kræver det en anden kropsstilling, da bolden ellers vil blive løftet.
En stor krumning på stokken kræver dog en dygtig spiller, for at han kan udnytte dens fulde potentiale.

Næb (hoved):
Midi: Kort næb (børn/begyndere)
Maxi: Lidt kortere end Hook-næb
Hook: Normalt Hook-næb
Hook-maxi: Lidt længere end Hook-næb

Skal det være en kulfiberstok eller en træstok?

Fordele ved kulfiber:
• hårdere slag med hårdere stok
• lettere og dermed mere lettere at vende
• mere holdbar, da den ikke suger vand fra banen
Fordele ved træ:
• er god til begyndere
• bedre boldfornemmelse, da træ giver mere føling med bolden og dæmper stød mere
• er billigere end kulfiber

Kulfiberstokke er lavet af hich-tech materialer som kul, kevlar, glasfiber eller lignende. Disse materialer bindes sammen med en form for harpiks, fx epoxy. Hvis der står en procentangivelse, angiver det indholdet af kulfiber. Kul er det hårdeste (og tungeste) materiale, men er også ret sprødt. Af denne grund blandes kullet med lettere kevlarfibre, så stokken også får den nødvendige elasticitet og stivhed. Generelt kan man gå ud fra, at jo dyrere stokken er, jo mere kul og kevlar er der i den. Dette giver både en større stivhed i stokken og en længere holdbarhed. Man skal dog huske på, at spilleren også skal kunne udnytte stokkens egenskaber. Et barn på 10 år kan slet ikke udnytte alle fordelene ved en kulfiberstok til 200 Euro. En kulfiberstok af høj kvalitet er bedst, når man træner meget, når man er stor og stærk, og når man bruger den argentinske baghånd meget i sit spil.
De væsentligste fordele ved kulfiberstokkene over for træstokkene er, at man kan slå hårdere til bolden med dem. De suger heller ikke vand fra banen, hvilket en træstok gør og derved bliver hurtigere slidt og blød. En kulfiberstok holder derfor generelt længere og bliver ikke så hurtigt blød og bøjelig.

Træstokke er lavet af limtræ og kan evt. være forstærket i skaftet med kunststoffer, alt efter prisniveauet. Jo mere forstærkning, jo dyrere er stokken.
Fordelene ved en træstok over for en kulfiberstok ligger i, at man har en bedre føling med bolden med den og at man får mere „feedback" fra stokken om hvordan man rammer bolden, navnlig når man ikke rammer den rigtigt. Derfor er en træstok særlig velegnet for børn og nybegyndere, fordi man derved nemmere kan lære slag og boldhåndtering rigtigt.

Til fieldhockey eller halhockey?
En hockeystok til udendørs og indendørs brug er lidt forskellig. På en udendørs fieldhockeystok er hovedet lidt fortykket (lidt ligesom en golfkølle), mens hovedet på en indendørs halhockeystok er tyndt. I øvrigt er de ens.

 Tøj og Sko 

Køb af tøj og sko - hvad størrelse skal det være?

På de hjemmesider, hvor man kan købe hockeystokke, kan man også købe tøj og sko. Til orientering vises her sammenhængen mellem forskellige tøj- og skostørrelser, så man kan vælge den rigtige størrelse.

Skostørrelser (UK-størrelser over for danske størrelser):
3,0 = 35,5 6,0 = 39,0 9,0 = 43,0 12,0 = 47,0
3,5 = 36,0 6,5 = 40,0 9,5 = 44,0 12,5 = 47,5
4,0 = 37,0 7,0 = 40,5 10,0 = 44,5 13,0 = 48,5
4,5 = 37,5 7,5 = 41,0 10,5 = 45,0 14,0 = 49,5
5,0 = 38,0 8,0 = 42,0 11,0 = 46,0 15,0 = 51,0
5,5 = 38,5 8,5 = 42,5 11,5 = 46,5

Tøjstørrelser:

Tøj måles enten i cm (128-164 for børnestørrelser) eller i bogstaver (XS-XXL for voksenstørrelser). For kvinder angives visse stykker dametøj med de tyske størrelser 30-46, som modsvarer følgende engelske størrelser:

tysk engelsk Talje (cm) Hofter (cm)
30 18 46 66
32 20 51 76
34 22 56 86
36 24 61 92
38 26 66 96
40 28 71 101
42 30 76 107
44 32 81 111
46 34 86 116

 Sikkerhedsudstyr 

Køb af sikkerhedsudstyr

For ikke at komme unødigt til skade i fieldhockey skal man spille med noget sikkerhedsudstyr. Det drejer sig om benskinner og en tandbeskytter, og i indendørs halhockey spiller man også med en polstret handske på venstre hånd.

Benskinnerne kan sagtens være almindelige fodboldbenskinner, som kan købes i enhver sportsforretning. Man kan få udmærkede benskinner fra ca. 150 kr pr. par. Der findes dog særlige hockey-benskinner, som kan købes over internettet, men de er dyrere.

En tandbeskytter kan købes for 30-40 kr i hockeyklubben eller i en sportsforretning. Den puttes i kogende vand i 1 min. og tages op. Når den er lidt afkølet, puttes den i munden og man bider om den. Den skal sidde fast naturligt på tænderne. Hvis ikke det lykkes første gang, prøver man bare en gang til med kogende vand.

Den polstrede venstre-handske er en hockeyspecialitet, som kun kan fås over internettet. En handske koster fra ca. 250 kr og opefter.

Det sikkerhedsudstyr, som målmanden spiller med, er meget dyrt. Et komplet sæt med alle dele løber nemt op i 10.000 kr. Det er derfor oftest klubben der køber og vedligeholder målmandsudstyret. Odin har målmandsudstyr til alle sine hold.

Lige nu er vi udendørs på kunstgræsbanen ved klubhuset - Solbærvej 5, 5260 Odense S lock