Hvad er Odin?
Odin er en sportsklub i Odense, hvor man spiller fieldhockey. Fieldhockey er en lille sport i Danmark, men stor ude i verden.
Odin blev stiftet i 1939 som en udbryderklub fra Odense Hockeyklub, som ikke eksisterer længere. Siden starten har klubben trænet og spillet syv forskellige steder i Odense, indtil man i 1978 fik et klubhus og en blivende hjemmebane ved Hjalleseskolen i det sydlige Odense. I 2000 kunne klubben indvi sin nye hjemmebane på kunstgræsbanen ved Hjalleseskolen. I dag har klubben således fået samlet indendørs og udendørs faciliteter samt klubhus på ét sted.
Socialt fællesskab
Hockeyklubben Odin har sit eget klubhus lige ved siden af Hjalleseskolen i det sydlige Odense. Her er der klubaften hver torsdag for børn og unge, hvor rigtig mange bliver efter træningen og hygger sig.
Træning og kampe
Vi træner tirsdag og torsdag. De nærmere klokkeslæt for din aldersgruppe kan du se andetsteds her på Odins hjemmeside.
Ca. en gang om måneden spiller hvert hold kampe mod andre hockeyhold. Klubben sørger for transport til udekampene. I Odin lægger vi ikke så meget vægt på resultater, men mere på at alle får spilletid, og at børnene føler sig godt tilpas på holdet.
Hvad er der for de voksne?
Selv om klubben arbejder mest for børnene, er der også noget for de voksne. Der er motions-hockey for voksne hver tirsdag aften, hvor det vigtigste er at få løbet og at have en god stund sammen, både under træningen og bagefter.
Vil du se om fieldhockey er noget for dig?
Så mød op i klubhuset tirsdag eller torsdag aften, se på træningen, snak med nogle af de voksne, og prøv selv at holde en hockeystok i hånden. Du kan også høre lidt om reglerne i fieldhockey - f.eks. hvad et ”kort hjørne” er.
Kontakt klubbens formand Michael Birkholm.
Kom over i klubhuset (sommer) eller i Hjallesehallen (vinter). Vi er der hver tirsdag og torsdag fra kl. 17 til kl. 22.




